BrystimplantaterVed indlæggelse af brystimplantater opnås en øget fylde, men også i nogle tilfælde en mere harmonisk udseende krop. Københavns Plastikkirurgi anvender kun implantater af høj kvalitet, der er skærefaste, fra EuroSilicone og fra Mentor, begge er kendte kvalitetsprodukter, som har været brugt i mange år i hele verden. Silikoneimplantater Brystimplantater består af silikonegele omgivet af en skal af silikone, som har en nubret overflade. Implantaterne kan have forskellig facon, runde eller dråbeformede (anatomiske). Holdbarheden på implantater er nu om dage rigtig mange år, man kan forvente, at de mindst holder i 10 år. Man må dog påregne, at en udskiftning af implantaterne kan komme på tale. Selv med de bedste brystimplantater på markedet, kan der ikke gives livslang garanti. Såfremt implantatet går i stykker, får man et nyt implantat fra producenten, men skal dog selv betale for selve operationen. Det er dog yderst sjældent at implantaterne går spontant i stykker. Før operationen Før selve operationen skal du til en forundersøgelse hos kirurgen. Her vil kirurgen undersøge dig, og tage mål af dine bryster. Du vil blive informeret om de forskellige typer af implantater, selve operationens forløb og eventuelle komplikationer. Ud fra hvordan du ser ud fra naturens hånd og kirurgens anbefalinger, vil I planlægge hvilken type implantater og hvilken størrelse der passer bedst til dig. Der vil endvidere blive taget højde for om der er asymmetri af brysterne, hvilket mange kvinder har. Asymmetri vil som regel blive mere udtalt, når man får implantater. Hvis der er asymmetri i størrelsen af brysterne på omkring 20 ml kan dette forsøges rettet med forskellig størrelse implantater. Hvis der er højdeforskel på brystvorterne kan dette ikke rettes med implantater alene, men ved også at foretage et lille brystløft. Hvis brysterne har en tuberøs form, er der ekstra risiko for at få hakdannelse på brystets underside, hvis det sker, skal der ekstra behandling i form af enten et lille brystløft eller fedttransplantation. Inden operationen er det en god ide, at få foretaget en ultralydsskanning/mammografi af brysterne, såfremt man er over 30 år, eller genetisk disponeret for brystkræft – dette skal helst foregå senest 2 uger inden operationen. Brystimplantater påvirker kun i sjældne tilfælde amning. Du er meget velkommen til at tage en veninde eller et familiemedlem med til forundersøgelsen. Efter Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse, skal der gå 7 dage fra forundersøgelsen er foretaget, til du kan blive opereret, såfremt indgrebet er kosmetisk betinget. På operationsdagen
Du vil blive modtaget af en sygeplejerske, der vil vise dig til rette. Operationen foregår i fuld bedøvelse. Fremgangsmåden er afhængig af, hvilken teknik/adgangsvej, der er blevet valgt. Der vil normalt være ganske lidt blødning, skulle der opstå rigelig blødning, vil der blive anlagt et dræn for at lede væsken væk fra såret. Arret bliver ca. 5 cm langt og vil på sigt blive næsten usynligt. Efter operationen dækkes arrene med plaster og en komprimerende bandage som skal bæres dag og nat indtil trådene skal fjernes. Efter operationen Du vil få en ambulant tid først til en kontrol ca 3 dage efter operationen. Derefter til fjernelse af stingene efter ca 12 dage, denne dag erstattes bandagen af en sportsBH, som kan købes på klinikken. Det anbefales, at du anvender sports-BH’en både dag og nat i 6-8 uger. De første 14 dage efter operationen, må du ikke løfte over 3 kg. Sport og motion kan genoptages efter ca. halvanden måned. Undgå store bevægelser med skuldrene i halvanden måned efter operationen, så som f.eks. brystsvømning, tennis eller vægttræning af overkroppen. Arrene må ikke udsættes for sol i 12 måneder efter operationen, de kan beskyttes med enten en BH eller plastre. Solarium bør undgås i 14 dage efter operationen eller indtil misfarvningerne på brysterne har fortaget sig. Man skal påregne at være væk fra arbejdet i 1-2 uger alt efter, hvilket erhverv man beskæftiger sig med. Bøjle og push-up BH må først anvendes 3-6 måneder efter operationen – stillingtagen til det ved 3 måneders kontrollen. Undersøgelse af brystvævet er mere vanskeligt at udføre hos patienter med implantater, især hvis de ligger foran brystmusklen. Ligger implantatet bag brystmusklen, er der mulighed for både at foretage ultralydsskanning og mammografi. Resultatet holder i mange år, men man kan ikke stoppe de naturlige alders-forandringer.
Eventuelle komplikationer Der vil være ømhed af brystmusklen i ca. 14 dage efter operationen. Operationen efterlader et ar, der er ca. 5 cm langt. Det bliver med tid oftest lyst og smalt som en tynd streg. Hos nogle patienter kan det dog blive mørkere og noget bredere. I de fleste tilfælde kan man ikke mærke implantatet, men hos nogle patienter, kan kanten af implantatet føles ude i siden eller under brystet i brystfolden – dette er helt uden betydning. Der vil i operationsområdet og omkring brystvorten forefindes føleforstyrrelser, disse forsvinder oftest efter 3-6 måneder – kan dog hos nogle være permanente. Efter indsættelse af et brystimplantat, dannes der en bindevævshinde omkring brystimplantatet, dette er et naturligt led i helingsprocessen. Bindevævshinden kan hos 10 – 15% blive mindre og strammere, så brystet vil føles hårdt – dette kaldes kapseldannelse. Er kapseldannelsen generende, kan det være nødvendigt, at foretage et nyt kirurgisk indgreb. Risikoen for kapseldannelse er ca. 3%. Der vil i sjældne tilfælde forekomme blodansamling (hæmatom) (3%), dette opstår indenfor det første døgn efter operationen, og kan i nogle tilfælde kræve et kirurgisk indgreb. Opstår der en blødning, er det gerne de første timer efter operationen og ses ved en tiltagende hævelse og vil også være forbundet med smerter. |